Gode råd til at skrive bedre

korrektur
  1. Læs korrektur

Korrekturlæsning er afgørende for, hvordan din tekst tager sig ud for målgruppen. Mange fejl i stavning og grammatik pynter bestemt ikke. Tværtimod vil fejlene virke forstyrrende for budskabet.

Men det er ikke en gang det værste. Hvis du gerne vil opbygge et stærkt brand, er det afgørende, at sproget er korrekt, for fejl fortæller din læser, at du er sjusket og uprofessionel. Og det er ikke det, der er meningen med at kommunikere med din målgruppe.

Læs mere om korrektur her.

  • Skriv varieret

At skrive varieret vil sige, at man ikke bruger det samme ord igen og igen, og at man også overvejer, om ens sætningskonstruktioner minder for meget om hinanden.

Et godt trick er at alliere sig med en synonymordbog. Det kan virkelig gøre en forskel, når man skriver. Et eksempel kan være, at man gentager ordet ”målgruppe” i det uendelige. Det dur ikke.

Derfor kan man – sammen med sin synonymordbog – prøve at finde andre ord, der betyder næsten det samme, og som giver god mening i sætningen. Det kunne for eksempel være ord som ”modtager” eller ”læser”.

På sætningsniveau handler det om at være opmærksom på, at man for eksempel ikke starter alle sine sætninger med et grundled. Begynd nogle sætninger med et udsagnsord som her. For at skrive varieret kan det også være godt at starte nogle sætninger med et forholdsordsled som her. Og hvorfor ikke stille et retorisk spørgsmål som her?

  • Undgå tunge ord

De fleste læsere reagerer positivt på et let og ligefremt sprog. Derfor skal du undgå, at sproget bliver for informationstungt.

Et godt råd er at være på vagt over for ord, der ender på -ning, -tion og -else, fx forurening, reklamation og værdisættelse.

Når ordene står her, synes de ret uskyldige, men er der for mange, bliver sproget sværere at læse, fordi det bliver mere informationstungt. Fælles for de tre ord er, at de er såkaldte verbalsubstantiver. Et verbalsubstantiv er et navneord, der egentligt er udledt af et udsagnsord.

Ordet reklamation, fx i sætningen Reklamation skal ske inden for 14 dage, rummer betydningen: Hvis du ønsker at reklamere for den vare, du har købt, skal du gøre det inden 14 dage.

Reklamation er altså et meget informationstungt ord, og er der for mange af dem, bliver sproget tungt.

  • Skriv dansk

Man skal også passe på med at udfordre læseren med for mange fremmeord – i hvert fald hvis der findes et dansk ord for samme betydning, der er lige så præcist.

Der er ikke nogen grund til at skrive kontaminere, hvis man kan bruge forgifte. Der er heller ingen grund til at bruge ordet generere, hvis man kan bruge ordet skabe. Og hvad med ordet reducere. Man kan da lige så godt skrive formindske.

I nogle fagtekster, hvor betydningen skal være helt præcis, kan der være gode grunde til at anvende et fremmedord, men i langt det fleste tekster formidles budskabet meget bedre og mere klart, hvis man vælger det ord, der ligger lige for: nemlig det danske.

Brug af danske ord har også den indlysende fordel, at de er lettere at stave til. Der bliver altså mindre at gøre for korrekturlæseren, fordi der vil være færre fejl i stavefejl i en tekst, hvor man har formindsket antallet af fremmeord.

Be the first to comment on "Gode råd til at skrive bedre"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*